- 4 stjerner, Berlingske "På vej henover fortvivlelsens tinder og dale til målet synes alt i livet at få et mere konkret udtryk, og de nærværende problemer som myg, sult og tabte vandrestøvler bliver efterhånden en katalysator for at kunne forholde sig til de mere æteriske problemer i livet. Som læsere oplever vi det naturligt kædet sammen med hendes opklarende flashback til årene, hvori hun tabte sig selv. Man bliver i den grad taget med, så man netop forstår denne sammenhæng mellem det små og det store. " - Jyllands-Posten Detaljer Forfatter Cheryl Strayed Oversætter Ellen Boen Forlag Lindhardt og Ringhof ISBN 9788711457801 Sprog Dansk Originaltitel WILD - en fortælling om at fare vild og finde sig selv igen Udgivelsesdato 28-01-2015 Basis format Lydbog Format Varenr. 2307329 EAN nr. Varetype Direkte Varegruppe Lydbøger Leverandør Diverse kreditorer (bibi) Lev. varenr. Brugernes anmeldelser Vurderet 0 ud af 5 baseret på vurderinger Mediernes anmeldelser 3, 8 7 "Der er klassikerstof i Cheryl Strayeds vanedannende, selvbiografiske beretning" "En vidunderlig, inspirerende historie om at fare vild i livet og finde sig selv igen" "En imponerende historie" "Jeg kunne rigtig godt lide bogen" "En smuk og rå fortælling" "Til dels rigtig god... til dels også ret træls"
Hun havde ikke lyst til ham på den måde mere og havde for nylig foreslået ham, at han fik stillet sit behov et andet sted. Det ville han ikke, sagde han. Hvordan kan det hele virke let den ene dag og hårdt den næste!? Det var derfor hun henvendte sig. For at få hjælp til at finde sig selv igen, så hun kunne få overskuddet og gnisten tilbage. Det blev hurtigt klart, at hun havde kæmpet meget længe, for at holde sammen på det hele. Også meget længere end hun selv var klar over. Ikke bare med de praktiske ting, men også med tankerne. Det var vægten af de to tilsammen, der havde fået det hele til at ramle. Tankerne udgjorde den tungeste vægt. Tankerne om hvad der skulle ske i fremtiden, om hun ville få lyst til nærvær med ham igen, hvad der skulle blive af dem og deres familie, om de kunne komme igennem den svære tid sammen, eller om deres veje burde skilles. Om hun kunne blive ved at klare det. Hun havde ikke lyst til at skilles. Hun havde lyst til, at de skulle blive sammen og overvinde udfordringerne sammen.
Jeg har mødt en masse nye mennesker, været nye steder og brugt masser af tid på offentlig transport. En masse nye ting, som jeg virkelig har nydt og stadig nyder (ja, også den offentlige transport og de engelske forskningsartikler, det meste af tiden i hvert fald). Jeg er virkeligt glad for, hvordan mit liv for tiden ser ud. Men ærlig talt, så har jeg haft gang i alt for mange ting på én gang. Mit optimale stimulationsniveau (OSN) er det samme, som det altid har været, og (blandt andet) takket være Henrik Høgh-Olesens forelæsning i sidste uge, omhandlende personlighedsstrukturer, har jeg indset nogle ting. I løbet af denne uge, er det som om, at jeg er begyndt at se på mit liv fra et andet perspektiv. Jeg er kommet til at tænke på alt det, jeg har nedprioriteret, særligt efter at jeg er startet på uni. For i og med, at jeg har brugt min tid på en masse nye og gode ting, er der andre (også gode) ting, som jeg har glemt at anerkende vigtigheden af. Stimulationsniveauet har været for højt, og jeg har glemt at få det ned igen.
Foråret er her og sommeren er på vej, og jeg kan godt lide mit liv, og jeg har en lang sommerferie hvor jeg har mulighed for at se de folk, jeg holder af, og som jeg har en tendens til ikke at se ofte nok. Og inden det kommer påskeferien, hvor jeg også har nogle sociale aftaler, og har en aftale med sommerhuset om, at vi skal have noget kvalitetstid sammen. Desuden er jeg igang med at studere et fag, som jeg faktisk finder utroligt interessant, og som jeg er nået til en erkendelse af, er det rigtige valg af studie for mig. Og det er rart at kunne tænke på det og føle en lettelse indeni, i stedet for kun at tænke på, at jeg skal læse 200-250 sider hver uge det næste stykke tid, og at jeg ikke ved, hvordan jeg skal klare alting uden at føle, at jeg konstant er bagud. I dag fik jeg en følelse af, at jeg faktisk har styr på det, og at jeg føler, at jeg har lært en masse og bliver ved med at lære alt muligt interessant. Og at jeg måske er kommet et skridt tættere på en viden om, hvad jeg skal gøre for at være den mest optimale studerende på min egen måde, så det bliver rart for mig.
Lyder det ikke fjollet? Det er sådan, at det er. Min sjæl bliver lysere herude på dage som denne, og jeg er virkeligt, virkeligt taknemmelig for denne dag, for den var lige hvad jeg havde brug for, og den har været den bedste i lang tid. Det føles som at genfinde mig selv – det skrev jeg også et indlæg om for præcis et halvt år siden. Selvom det var en helt anden tid dengang på flere måder, så kan jeg tydeligt huske den følelse jeg havde indeni, da jeg skrev det indlæg. Jeg havde en fri-weekend, hvor jeg bare skulle være hjemme og ingen planer havde, for første gang i 7-8 uger. Det var en periode, hvor jeg både fløj rundt på lyserøde skyer, forsøgte at lære at gå på universitetet, mødte oceaner af nye mennesker, havde sidste arbejdsdag på biblioteket og alt muligt. Det var en periode fyldt med forandringer, og i bagklogskabens lys var jeg nok mere stresset, end jeg var villig til at erkendte på det tidspunkt. Jeg havde virkeligt brug for at slappe af og bare være mig selv, og det opdagede jeg den weekend, hvor solen skinnede og jeg intet skulle.
"Det kom bag på mig, hvor stor forskel der er på at være en del af en familie og ikke at være det. Pludselig var det mig, der var enlig mor, og mine børn, der var skilsmissebørn! Jeg ville selv skilsmissen, fordi vi var vokset fra hinanden, men jeg tvivler på, at jeg havde haft modet til det, hvis jeg havde vist, hvor svært det ville være. " For først gik det stærkt. "Jeg havde travlt med at komme ud af sorgen og trænede meget, gik i byen og datede en masse mænd. Jeg troede, det ville hjælpe, hvis jeg skyndte mig videre. Det gjorde det ikke. " Efter et års tid opsøger Karin en psykolog og spørger hende: "Hvorfor bliver det ikke bedre? Hvorfor føler jeg stadig, at det er tungt at tage sko på om morgenen? " "Psykologen svarede, at jeg skulle turde være i det sorte hul og give mig selv lov til at være ked af det, og det var faktisk en lettelse. Jeg holdt op med at date og gav mig til at lære at være alene. Jeg begyndte at tage mit eget selskab alvorligt. I stedet for at spise popcorn til middag, når pigerne ikke var hjemme, tændte jeg stearinlys, dækkede op og lavede ordentlig mad til mig selv. "
Eller at sove "længe" (dvs. til klokken 9), tage et bad og være ligeglad med, hvor lang tid det tager. At gøre badeværelset rent, høre Bon Iver og spise morgenmad klokken 11. Drikke grøn te hver dag igen, efter ikke at have gjort det i nogle måneder. At læse en skønlitterær bog for første gang i over fem uger, bare fordi jeg har lyst til det. At sidde i haven, betragte skyerne og flyene på himlen og bare eksistere uden tanke for, hvornår jeg skal noget igen. At lade som om, at jeg kan finde ud af at spille guitar/ukulele. At male (dvs. billeder og IKKE fodlister, det er et helvedes arbejde). At cykle 30 km imens jeg ser Natholdet med min bror. At føle mig overskudsagtig, filosofisk og at mærke idéerne komme væltende ind til alt muligt, jeg kunne lave. At føle mig fri og uafhængig (selvom jeg selvfølgelig ikke er det, men det gør ikke noget). At nyde det, jeg har lige nu, og samtidig glæde mig til det, der kommer. At bruge tre timer på at skrive dette blogindlæg, og at føle, at den tid var godt givet ud.
Stædighed og vedholdenhed er ikke de egenskaber, man indtil nu har forbundet med Cheryl, men her møder vi en ny side af hende. Hun er forbandet stædig, hun giver ikke op, og en radiator, der aldrig bliver sig selv igen, kommer hun på benene med Monster som hun døber rygsækken, på ryggen. Denne stædighed kommer vi til at se mere til i løbet af de 100 dage, hun vandrer alene på Stillehavsruten: Hun VIL ikke give op, selv der hvor tilsyneladende stærkere og mere rutinerede vandrere kaster håndklædet i ringen, fortsætter hun. Beslutningen om at vandre er lige så tilfældig som alt andet, hun har foretaget de sidste år: utroskab, skilsmisse, narko, tilfældige jobs … og nu et trek i vildmarken på 1800 km. Siden morens pludselige død fire år tidligere har hun været rodløs, søgende og selvdestruktiv. Det selvvalgte efternavn: Strayed = fare vild, flakke/strejfe om, komme på afveje passede rigtig godt til hende. I starten var jeg en smule irriteret, "tag dig dog sammen, kvinde" greb jeg mig i at tænke.