Temaet, om en af søstrenes kræftlidelse, er blandt Bergmans mest dystre, og det er bestemt ikke en film, der giver publikum troen på det gode i tilværelsen. Høstsonaten (1978) Mor-datter-forholdet var det centrale element i fortællingen om datteren til en succesrig pianist, der desperat forsøger at opnå sin mors kærlighed. Dysfunktion og psykisk terror er på menuen i filmen, der især skal ses for det blændende skuespil af Liv Ullmann og filmverdenens anden kendte Bergman, med fornavnet Ingrid. Virkelig gode. Men mest for filmentusiaster. Sommeren med Monika (1953) Et folkeligt gennembrud for Bergman, der brugte smukke, unge og ikke mindst nøgne kroppe til at lokke folk i biografen længe før pornoens frigivelse. Der er tale om et (for instruktøren) let tilgængeligt romantisk drama om en ungdomsromance i det svenske sommerland. En behagelig introduktion til instruktøren, men uden den dybde, der karakteriserer hans øvrige oeuvre. Gøglernes aften (1953) Mindre kendt men ikke desto mindre et stærkt drama om en aldrende cirkusdirektør, der besøger sin fremmedgjorte kone for at møde sine sønner, mens hans jaloux elskerinde har en affære med en skuespiller.
Han når frem til Lund; den storladne (og meget svenske! ) ceremoni foregår upåklageligt. Men Isak Borg er kun delvist nærværende, da hans sind endnu er fyldt af rejsen og mødet med fortiden og påmindelsen om hans egen død. Kommentar Tænkte først, at det var en fiks iagttagelse, at Isak Borg måtte være Ingmar Bergmans alter ego (samme initialer) – men i det forudgående interview med Bergman skyder han tanken ned: Nej, Borg er ikke mig; han er snarere min far. Jeg kunne selvfølgelig i disse postmoderne tider (hvor det ikke længere er kunstneren, men læseren/iagttageren, der ejer værket! ) hævde, at det ved jeg bedre end Bergman selv. Så postmoderne og autonom er jeg dog ikke. Det komplicerede forhold til forældrene ligger da også som bagvedliggende grundtema i flere af Bergmans værker. Men helt slipper han nu ikke: Han vedgår i interviewet, at navneligheden med ham selv da ikke er tilfældig. Og selv om Isak Borg har levet som en på mange måder kølig mand, uden tætte relationer til andre, er det ikke desto mindre Bergmans egne evindelige temaer, han her Ved Vejs Ende i sit liv gennemspiller: Ydmygelse og skyld.
Ved vejs ende Overblik Originaltitel Smultronstället Dansk titel Ved vejs ende Genre Dramafilm, flashback film Instrueret af Ingmar Bergman Produceret af Allan Ekelund Manuskript af Ingmar Bergman Medvirkende Max von Sydow, Ingrid Thulin, Bibi Andersson, Gunnel Lindblom, Åke Fridell, Björn Bjelfvenstam, Gertrud Fridh, Sif Ruud, Naima Wifstrand, Ann-Mari Wiman med flere Musik af Erik Nordgren Fotografering Gunnar Fischer Klip Oscar Rosander Distributør Svensk Filmindustri Udgivelsesdato 1957 Længde 92 min. Oprindelsesland Sverige Sprog Svensk Nomineringer og priser Guldbjørnen, Sølvklumpen for bedste udenlandske biograffilm Links på IMDb på i DFI's filmdatabase i SFDb Information med symbolet hentes fra Wikidata. [ redigér på Wikidata] Ingmar Bergmann under indspilningen af Ved vejs ende. Ved vejs ende (originaltitel Smultronstället) er en svensk dramafilm fra 1957, skrevet og instrueret af instruktøren Ingmar Bergman. I hovedrollen medvirker Victor Sjöström og rollen blev Sjöströms sidste.