I disse år sporer jeg med bekymring et alvorligt skifte i dele af befolkningens menneskesyn. Man er blevet mere inhuman i omtalen af visse befolkningsgrupper som for eksempel indvandrere, arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, handicappede og andre grupper, der ikke er en del af det danske arbejdsmarked. Synet på disse grupper er blevet mere unuanceret og stereotypt. Visse samfundsgrupper er nu lige pludselig en belastning for samfundsøkonomien. Det er føles uværdigt og respektløst, og det kan jeg tale med om. Gennem de sidste cirka fem år har jeg oplevet kontanthjælpssystemet indefra som jobparat kontanthjælpsmodtager. Jeg gik fra at være en respekteret borger med samfundsrettigheder til at blive reduceret til en borger på nederste trin i samfundshierarkiet med begrænsede rettigheder og optrappede pligter. Det er næsten 40 år siden, at jeg kom ud på arbejdsmarkedet for første gang. Jeg har altid været medlem af en fagforening, men det var en kæmpe omvæltning at gå fra at være dagpengemodtager til at være kontanthjælpsmodtager.
Det var nedværdigende, at jeg med min pædagoguddannelse skulle arbejde sammen med fastansatte, som fik over dobbelt så meget i løn som mig. Jeg får kontanthjælpsydelse i praktikkerne, hvilket omregnet til en 37-timersstilling svarer til den formidable hyre af 65 kroner i timen. Uden optjening af dag- eller feriepenge. Jeg har deltaget i flere jobsøgningskurser. Nogle bedre end andre, nogle direkte ubrugelige. Her må man være forberedt på at møde psykologer, psykoterapeuter og lignende. Jeg har oplevet, at folk er begyndt at græde. Og hvor fedt er det lige at blive så følelsesmæssigt påvirket over for en flok vildt fremmede mennesker på et jobsøgningskursus? Et kursus, hvor man bare troede, man skulle lære at skrive ansøgninger. Et individualistisk samfund Vi har gennem de seneste årtier fået opbygget et ekstremt individualistisk samfund. Det betyder, at hvis du er uden job, så er det selvforskyldt. Så er det dig, der er noget i vejen med. Du skal have nye tænder, tabe dig, holde op med at ryge, få dig nogle nye klæder, en bedre psyke, opførsel og kondition.
Hej mit navn er Malou, jeg er 26 år gammel. Idag kunne jeg godt tænke mig at fortælle jer lidt om hvordan det er for mig, at leve med angst. Da jeg var 13 år gammel, var jeg ude for et slemt overfald. Overfaldet resulterede i at jeg udviklede social angst. I alle de her år, har det været svært for mig at begå mig omkring mange mennesker. Frygten for at skulle blive overfaldet igen, sidder fast i min krop.... Dagligt når jeg er ude blandt mennesker, føler jeg mig bange og fastklemt. Det gør at jeg får en masse fysiske symptomer som blandet andet, kvalme, hovedpine, træthed og besvær med vejrtrækningen. Det er hårdt at leve med frygten hver dag, men jeg er stolt over at være kommet til der hvor jeg er idag, hvor jeg får vejledning og er kommet på medicin. De to ting kombineret gør at jeg kan udvikle mig og lære at leve med angsten. Angst er ikke noget man skal lave sjov med, det er en alvorlig psykisk sygdom som mange lider af og det er hårdt. Med det sagt, skal angsten ikke have lov at styre mig, for det er mig der bestemmer i min egen krop.
Tøjet på min krop Stener, og jeg ved det godt Jeg 'ar sovet alt for længe Oveni jeg kasted' op Og jeg har virk'lig hoved på Af tid med festen, gik i stå Jeg 'r alene Husker vist en scene Du blev sur, og jeg fik spat Og så ga' jeg den virk'li gas Men er jeg stolt af mig selv nu?
Når du er på dagpenge, bliver du behandlet med nogen grad af respekt – når du er kontanthjælpsmodtager, er du helt alene i et koldt system. På et tidspunkt havde jeg en jobkonsulent, som på magisk vis fik rådighedssamtaler til at ligne små entimes retsforhør, hvor jeg igen og igen skulle forsvare min egen ledighed. Han forsøgte også at få mig til at stoppe med mit politiske arbejde, hvilket heldigvis ikke lykkedes. Måske ønskede han, at jeg stoppede, fordi jeg var for kritisk over for systemet. Men jeg opfatter ikke mig selv som udpræget kritisk; jeg påpeger bare, når noget er ulovligt eller uretfærdigt. Han kommenterede mit udseende – han syntes, jeg så for sur ud. Men det er altså svært at smile og være glad, når man holder rådighedssamtaler med en empatiløs jobkonsulent. En besværlig kværulant Det er en gængs opfattelse blandt ledige og andre, at kommunerne af økonomiske årsager omgås landets love og regler. Jeg har selv set, hvordan Jobcentret ser igennem fingre med, at de ledige indgår i arbejdspladsnormeringer, og at ulønnede praktikforløb varer længere, end de ifølge lovparagrafferne må.
Samfundet bruger cirka 13 mia. kroner om året på beskæftigelsessystemet. Det er horribelt mange penge – og hvor mange af de penge bliver spildt på andre ledige i aktivering, som de er blevet spildt på mig? Væk med sygeliggørelse af ledige, det er samfundet og arbejdsmarkedet, der er sygt. Mange velfungerende ledige bliver dårlige af mistænkeliggørelse og dumsmarte kurser. Man starter med bare at savne et job, men ender med at miste sit selvværd og sin integritet. I begynder måske at forstå min pointe: Det er jo ikke sikkert, at det er mig, der er noget i vejen med eller mig, der skal forandres. Det kunne jo være, at det bare var fordi, der manglede arbejde. Især inden for mit område har der været store besparelser med reduceringer af medarbejderstaben. Mennesker af kød og blod Jeg har mistet kontanthjælp, fordi jeg ikke var blevet oplyst korrekt om mine rettigheder og pligter. Jeg har taget Jobcentret i at begå fejl, men er selv blevet mistænkt for at snyde systemet og efterfølgende blevet truet med sanktioner.
Flere medier har spekuleret i, at Aylward, som var én af de WHO-ansatte, der var i Kina for at undersøge virussens udspring, valgte at glide af på spørgsmålet, fordi WHO ikke anerkender Taiwan som en selvstændig stat. Dermed skulle WHO støtte kineserne, som mener, at Taiwan er en del af Kina. WHO stiller sig ved siden af Kina, når det gælder spørgsmålet om Taiwans suverænitet. Video: Sofie Sparre Derfor vil WHO være venner med Kina Ifølge Niels Brimnes er der dog ikke meget at sige til, at WHO gerne vil holde sig på Kinas gode side. - Man kan godt forstå, at WHO ikke har lyst til at være uvenner med Kina lige nu. Prøv at forestille dig, hvis man ikke havde adgang til Kina, hvor sygdommen jo uden tvivl kommer fra, siger han og tilføjer, at under sars-epidemien var Kina meget lukket i forhold til at lade andre lande og organisationer komme ind i landet. Sars-epidemien ramte Sydøstasien i perioden marts til juni 2003. Ligesom covid-19 blev sars første gang opdaget hos mennesker i Kina, hvorfra infektionen spredte sig.
Trump har fat i noget, når han kritiserer WHO's forhold til Kina, men præsidenten har også personlige motiver, mener to danske eksperter. Donald Trump har delvist ret, når han kritiserer Verdenssundhedsorganisationen, WHO, for at have for tætte bånd til Kina. Sådan lyder det fra professor og sundhedsantropolog Ayo Walberg fra Københavns Universitet og lektor i historie ved Aarhus Universitet Niels Brimnes. USA's præsident, Donald Trump, sagde natten til onsdag på et pressemøde, at han vil indstille USA's bidrag til WHO, fordi organisationen, ifølge ham, har været for meget på Kinas side under coronakrisen. Sidste år stod USA for et bidrag på 400 millioner dollar - svarende til 2, 7 milliarder kroner. Spørger man lektor Niels Brimnes, er der ingen tvivl om, at WHO og Kina har indgået en slags pagt. - Jeg føler mig overbevist om, at WHO har indgået en aftale med Kina om, at der ganske enkelt er nogle ting, som man ikke tager op, til gengæld for adgang til Kina, landets data og samarbejdsvilje i det hele taget.