Dokumentarfilm viser virkeligheden. Det er ikke som for eksempel 'Far til fire'-filmene, der er fiktive. Når en en film er fiktiv, så betyder det, at det meste er opdigtet. Det er det ikke i en dokumentar. Men en dokumentar er en bearbejdet udgave af virkeligheden. Det betyder, at en dokumentar kun viser én side af virkeligheden. I opgaverne herunder lærer du mere om, hvad en dokumentar er. Der er forskel på fiktion og dokumentar Snak sammen i klassen: 1 Hvordan kender I forskel på den fag- og skønlitteratur, I læser? • Hvad handler fagbøger om? • Hvad handler skønlitteratur om? • Hvordan er fagbøger sorteret på biblioteket? • Hvordan er skønlitteratur sorteret? Sådan er det også med film; De kan også opdeles i fiktion og nonfiktion - altså dokumentaren. Dokumentaren er viser noget af virkeligheden, men det gør ikke nødvendigvis indholdet "sandt". 1 Se to små film. Hvilken er dokumentar, og hvilken er fiktion? 1 Lav i fællesskab en liste over dokumentarfilmens kendetegn. Billeder bliver klippet I klassen: 1 Se dokumentaren "Et grønt skridt frem igen".
Du skal logge ind for at skrive en note Deltagende dokumentarfilm Dokumentarfilmen er en stærk genre, idet den kan have stor betydning for enkeltindivider, sociale grupper og politiske beslutninger. Fordi genren handler om autentiske personer, begivenheder og miljøer, kan den have direkte indflydelse på virkeligheden. Dokumentarer kan sætte fokus på et bestemt emne og ændre folks syn på sagen. Der er eksempler på, at dokumentarer har ført til frifindelse, har fældet kriminelle, har blotlagt korruption eller har skabt større kriser i international politik. Der findes flere typer eller undergenrer af dokumentarfilmen, som på forskellige måder forholder sig til virkeligheden. Her skal du arbejde med den type dokumentar, der hedder den deltagende dokumentar. Den lægger sig tæt op ad den dokumentargenre, der kaldes den dybdeborende, klassiske eller informerende dokumentar. Formålet med en deltagende dokumentar er at sætte fokus på et bestemt emne, person, sag eller begivenhed og ofte forsøger den at sætte dagsordenen i forhold til den offentlige debat.
Dokumentarfilm, film- og tv-genre, der fremviser autentiske personer, miljøer og hændelser. I dokumentarfilmen fremstår virkeligheden ikke uformidlet, men gør indtryk i kraft af dokumentaristens kreative bearbejdning. Det er frem for alt publikums forventning om dokumentarismen som verificerbar, der afgrænser genren i forhold til spillefilmen og giver den sin prestige som folkeoplysende, agiterende og kunstnerisk udtryksform. Fremkomst og den første storhedstid (1895-1945) 1895-1908 dominerede filmpioneren Louis Lumière og hans efterlignere med dokumentationer af begivenheder og hverdagssituationer. Disse autentiske småfilm blev gradvis udkonkurreret af spillefilmen og reduceret til indslag i rejsefilm, propaganda og (fra 1910) ugerevyer. Med amerikaneren Robert Flahertys personlige eskimoskildring Nanook of the North (1922) opnåede dokumentarfilmen sin første, sensationelle succes. Filmens intime fortællemåde og almenmenneskelige appel var skoledannende og udløste en strøm af rejsefilm med eksotisk præg.
Den deltangende dokumentar er kendetegnet ved, at et bestemt emne belyses på en måde, så det bliver så tydeligt og forståeligt for seeren som muligt. Dokumentaristen - og nogle gange flere fra filmholdet - er synligt til stede i filmen og fungerer som en slags guide for seeren og forklarer dele af et måske ret kompliceret emne så tydeligt som muligt. Nogle gange figurerer dokumentaristen på billedsiden, andre gange på lydsiden i form af en voice-over. Den deltagende dokumentar bygger på grundig research, og denne research synliggøres i filmen igennem dokumentaristens medvirken. Den deltagende dokumentar forholder sig ofte kritisk til emnet og kan være farvet af en bestemt holdning, men den gode dokumentar tilstræber altid at gøre det på en saglig og overbevisende måde. Styrken ligger i troværdigheden. For at formidle emnet så klart og troværdigt som muligt og samtidig gøre det underholdende for seeren, anvendes forskellige filmiske virkemidler. De hyppigste virkemidler i deltagende dokumentarfilm er følgende: Synlig dokumentarist, der både ses og høres Voice over Underlægningsmusik Interviews med relevante personer Rekonstruktioner Skjult kamera Anvendelsen af interviews, rekonstruktioner og skjult kamera kaldes også autenticitetsmarkører.
Overvej for eksempel, om det er praktisk muligt at filme dér, hvor I overvejer at filme? Overvej også, hvorfor det kunne være interessant for både jer selv og for jeres klassekammerater, at I skildrer netop dét. Udvælg nu én idé, som I synes bedst om – og udfyld skemaet, som I finder i dokumentet Storyboard til deltagende dokumentar. Det skulle gerne gøre det klart for jer, præcis hvad I vil fortælle, hvorfor og hvordan I gør det og samtidig skærpe jeres opmærksomhed på, hvem I fortæller til. Hvis I – når I udfylder skemaet – indser at projektet skaber for mange problemer eller simpelthen er uinteressant, skal I teste en af de andre idéer ved at udfylde skemaet igen. Når I har besluttet, hvilken idé I går videre med, skal I lave et storyboard. I finder en skabelon i dokumentet Storyboard til deltagende dokumentar. I skal nu i gang med at filme, men I skal være opmærksomme på, at optagelserne skal indeholde filmiske virkemidler, der er særligt typiske for den deltagende dokumentar. I skal derfor overholde følgende benspænd: En af jer skal være dokumentarisk og optræde på billedsiden.
Dokumentarfilm i Danmark I Danmarks anerkendte tradition for statsstøttet dokumentarfilm ses den historiske udvikling aftegnet fra Poul Henningsens Danmark (1935) over Theodor Christensen og Jørgen Roos ' opbyggelige samfundskritik i fx Det gælder din frihed (1946) og Vi hænger i en tråd (1961) til Henning Carlsens fintmærkende hverdagsobservationer i De gamle (1961), Familiebilleder (1964) og Ung (1965). I denne sammenhæng fremstår den selviscenesættende stil i Jørgen Leths Notater om kærligheden (1989) og Jon Bang Carlsens Livet vil leves (1993) som 1990'ernes svar på dokumentarfilmens fascination af det virkelige liv. Siden begyndelsen af 1990'erne er dansk dokumentarfilm gået ind i en ny fase med nye æstetiske tendenser, en ny vækst og succes og en ny generations gennembrud. Tendensen går mod en større dyrkelse af den personlige og ekspressive stil og en poetisk-refleksiv genre. Det ses i bl. a. Jon Bang Carlsens Portrait of God (2002) om søgen efter livets mening, Lars Johansens Travellers tale (1994) om kærlighed og det postkommunistiske Østeuropa og Niels Frandsens historisk-personlige dokument Epidemien (2001) om 1950'ernes polioepidemi.
Tal om klipning. Klap, hver gang der klippes. Find filmen HER. 1 Kan klipning bruges til at få folk til at fremstå på en bestemt måde? Find eventuelt nogle klip af Thomas Blachman. Hvordan virker Thomas Blachman i de klip? Er Thomas Blachman mon altid sådan? Du kan læse mere om klipning her: Kameravinkler I klassen: Der findes tre grundlæggende kameravinkler: Fugleperspektiv, frøperspektiv og normalperspektiv. Kameravinklerne har indflydelse på vores opfattelse af det, der sker på skærmen, og de kan bruges til at fremstille folk på en særlig måde. Normalperspektivet er neutralt, man kan her sige, at tilskueren er i øjenhøjde med det, der sker på skærmen. Frøperspektivet bruges omvendt til at fremstille folk som magtfulde eller uhyggelige. • Se på de to billeder af Lars Løkke Rasmussen. Hvad er forskellen på de to billeder? Hvordan fremstilles han på dem? Komposition I grupper og fælles i klassen: 1 Se filmen "Tre tosser" en gang i fællesskab. 2 Skriv ned, hvad der sker i filmen. 3 Tegn en handlingslinje på tavlen og skriv de første overskrifter på.
Dokumentarfilm er faktabaserede film, der ikke bygger på et manuskript, men forsøger at skildre virkeligheden. Udgangspunktet er mere journalistisk end kunstnerisk. En dokumentarfilm kan omhandle historiske begivenheder, videnskab, politiske, samfundsmæssige eller sociale problemer /modsætninger, naturhistorie, rejsebeskrivelser og biografier. Dokumentarfilm søger at opnå en objektiv holdning til emnet eller en objektiv skildring af virkeligheden, men de fleste instruktører bruger i dag også mange effekter fra den fiktive filmindustri for at opretholde tilskuernes interesse. Dette er bl. a. computeranimationer, iscenesatte rekonstruktioner og/eller storslåede naturbilleder. Grænsen mellem dokumentarfilm og propagandafilm kan være flydende. Historie [ redigér | redigér wikikode] Plakaten for den første dokumentarfilm De første film, der blev optaget før 1900-tallet, var oftest af dokumentarisk karakter, da de typisk viste levende billeder fra dagligdagen. Dette kunne være et tog, der kørte ind på stationen, en travl hovedgade o. l.
Kronikken er skrevet af dokumentaristen Max Kestner, der er særligt kendt for at lave dokumentarfilm, der undersøger og fremlægger virkeligheden nøgternt, men samtidig benytter sig af fiktionalisering og konstruerer scener i sine film. Besvar følgende spørgsmål: Redegør for Max Kestners tanker om forholdet mellem virkelighed og fiktion. Diskuter dokumentarfilmens muligheder og begrænsninger. Inddrag Kestners pointer i diskussionen. Hvad mener I? Hvad kan vi bruge dokumentarfilm til? Og har Kestner ret? Du skal logge ind for at skrive en note