Du skal logge ind for at skrive en note Der var mange, der ønskede fokus på kvinders rettigheder. Heriblandt venstremanden Fredrik Bajer (1837-1922) og hans kone, Matilde Bajer (1840-1934). De stiftede sammen i 1871 Dansk Kvindesamfund. Figur 2. 10 Ægteparret Matilde og Fredrik Bajer, som var med til at stifte Dansk Kvindesamfund. Begge var meget aktive i arbejdet med at få indført stemmeret og flere rettigheder til kvinder i Danmark. Fredrik Bajer er et eksempel på, at der også var mænd, som var meget positive overfor kvindesagen. Polfoto … (Vi vil... ) hæve Kvinden i aandelig, sædelig og økonomisk henseende og saaledes tillige at gøre hende til et selvstændigere og virksommere Medlem af Familie og Stat navnlig ved at aabne hende Adgang til Selverhverv. Målet for Dansk Kvindesamfund var altså både åndeligt og økonomisk. Et politisk krav om stemmeret var endnu ikke tydeligt. Det blev det først i 1906. Nogle kvinder, blandt andet Matilde Bajer, var utilfredse med det manglende fokus på politiske rettigheder.
Men I have endnu et stort Arbejde, der paahviler Eder særlig som Kvinder. I maa virke for Eders egen Valgret. Kvindevalgretsforeningen har ved Samarbejde med Dansk Kvindesamfund bestræbt sig for, at Spørgsmaalet om Kvindens Valgret skal komme frem paa alle Valgtribuner Landet over. I bør støtte disse Interpellationer paa alle Maader. I bør drage Spørgsmaalet frem allerede paa Valgmøderne. I bør ved enhver Lejlighed vise, at I alle staar bag ved de Kvinder og Mænd, der bringe Sagen frem og gaa i Spidsen for Bevægelsen. I maa melde Eder ind i Eders Foreninger. I maa holde Eders egne Blade; thi i første Række maa I stole paa Eder selv, og kun ved en enig og samlet Optræden kan I overvinde Eders Modstanderes Uvillie og styrke Eders Venners Bestræbelser til Eders Fordel. Derfor maa I benytte Valgperioden til en kraftig og utrættelig Agitation! Underskrevet: Kvindevalgretsforeningens Styrelse: Johanne Meyer. Louise Nørlund. Emilie Minet. Nelly Lagesen. A. F. Lamm. E. Staal. Réchel Witzansky.
Derfor stiftede de i 1886 en ny forening " Kvindelig Fremskridtsforening ". Nogle år efter, i 1889, blev " Kvindevalgretsforeningen " dannet. Sideløbende med det opstod faglige kvindeorganisationer. Der blev altså kæmpet for kvinders rettigheder på mange fronter. Et aktivt middel, som blev brugt i kampen for politiske rettigheder, var at stille interpellationer, det vil sige spørgsmål til de siddende politikere for at få dem til at formulere deres holdning til spørgsmålet om kvinders stemmeret. På et vælgermøde i 1890 bad lærerinden Louise Nørlund om retten til at stille et spørgsmål. Hun fik lov, og ordstyreren introducerede hende med disse ord: Der vil nu ske noget meget mærkeligt, mine Herrer; en Dame har forlangt Ordet og vil komme til at tale. Efter Valgloven kan jeg ikke nægte det, og jeg beder Dem derfor om at høre hende og huske, at det er en Dame, der taler til os. Her maa derfor være absolut Ro. Jytte Larsen: Kvindevalgret. Leksikon for det 21. århundrede., 2013. På vælgermøder rundt om i landet spurgte kvinderne blandt andet om følgende: Vil Kandidaterne være med til at betrygge den gifte Kvindes Medbestemmelsesret over Børnene, Husvæsenet og Pengene?
Fredrik Bajer. Line Luplau, Formand i Kvindevalgretsforeningen. Kvindebladet Hvad Vi Vil - Organ for Kvindesagen i Danmark, nr. 2, årgang 3, 1890. 9. Det var ikke kun kvinder, som kæmpede for kvinders politiske rettigheder, hvilket fremgår af ovenstående opfordring, hvor også flere mænd var underskrivere. Mange af de ledende kvinder var gift med indflydelsesrige mænd. Blandt andet var gymnasielærer i matematik, Elna Munch (1871-1945), som stod i spidsen for arbejdet med at gøre Københavns Valgretsforening til en landsdækkende forening, gift med lederen af det nye parti Det Radikale Venstre. Han hed Peter Munch (1870-1948) og var minister tre gange i perioden 1909 til 1940. I kredsen af støtterne var også den danske digter Jeppe Aakjær (1866-1930), som i 1908 skrev en sang til kvindesagen. Sangen hed "Kvindevalgret", og Jeppe Aakjær skrev poetisk om, at det kun var retfærdigt, at kvinden deltog i det politiske liv på lige fod med manden, og at der ikke ville gå længe, før kvinderne ville rejse sig op og kræve deres politiske rettigheder: For længe hun sad under Formynder-Arm og leged med Pynt og med Dukker, for længe - som Fugl i sin gitrede Karm - hun nipped til Smiger og Sukker; men snart vil hun vaagne af Smigeren mæt, da gnider hun Øjet og kræver sin Ret.
Men jeg tror paa ingen Maade, at de ere særlig skikkede til Lovgivningsvirksomhed; thi rolig Overveielse og logisk Slutning turde vel være Hovedbetingelserne for med Held at kunne deltage i den. (…) Ligesom jeg altid har været rede til at forsvare baade Kvinden og Landet, saa forsvarer jeg ogsaa nu Begge, idet jeg modsætter mig dette Forslags Fremme. (…) Carl Ploug: Første Behandling af Forslag til Lov om Kvinders kommunale Valgret. Rigsdagstidende 1887-1888, Landstingets Forhandlinger. Indenrigsminister Hans Peter Ingerslev (1831-96) fra partiet Højre mente i den sammenhæng, at det største problem ville være, hvis to ægtefæller begge kom til at sidde i samme kommunalbestyrelse, for hvad ville der så ske, hvis de var uenige? Andre fremhævede, at kvinden havde en særlig psyke, som gjorde hende ude af stand til at træffe rationelle politiske beslutninger. Til gengæld skulle hun fokusere på sine strålende evner inden for alle former for omsorgsarbejde. På den måde kom argumenterne til at udtrykke en forestilling, som mange havde om, at hvis kvinder fik stemmeret og mulighed for at blive valgt til Rigsdagen, så ville de med det samme få ca. halvdelen af pladserne.