De danskere der senere bosatte sig dernede, byggede både sommerhuse (Se bare Jens Vejmand! ) og indkøbscentre. De fleste indkøbscentre ligger helt ud til kysten, og der er altid mulighed for at få gode varer til en billig penge! De får deres varer fra tillidsværdige leverandører som gladeligt skaffer uanede mængder produkter af høj kvalitet, mod betaling med våben og alkohol. Som enhver anden forretning med respekt for sig selv, leverer alle centrene til både Vestindien, Amerika steder. Af de bedste og mest kendte kan nævnes: Fort Fredensborg Fort Christiansborg Fort Augustaborg Fort Prinsensten Fort Kongensten Fort Frederiksborg Fort Carlsberg Fra 1674 til 1755 var chefen for Vestindisk-guinesisk Kompagni på ferie i Thyborøn. Uden hans vidende blev alle indkøbscentrene administreret af briterne. Da briterne skulle til historiens hidtil længste frokostpause som varede godt 2 år, (December 1680 til 29. august 1682) blev Fort Christiansborg administreret af portugiserne. 1755 blev Dansk Guldkysten konfiskeret fra Vestindisk-guinesisk Kompagni af kongen, som gjorde Guldkysten til kronkoloni.
Handelen fik ingen betydning, og 1754 købte staten St. Croix og gav handelen fri, det vil sige tillod alle danske skibe at handle på Vestindien. I 1778 oprettedes et nyt vestindisk kompagni. Dette fik intet monopol, men opnåede imidlertid adskillige begunstigelser, navnlig bestående i frihed for visse afgifter og i en rentegaranti fra statens side. Under den nordamerikanske krig tog den vestindiske handel et betydeligt opsving, idet de dansk-vestindiske øer benyttedes som oplagsplads for de krigsførende magters koloniers produkter, som derfra førtes videre på danske skibe, men efter fredsslutningen indtrådte der en tilbagegang, og staten indløste kompagniets aktier. Asiatisk Kompagni [ redigér | redigér wikikode] Et andet kompagni var Asiatisk Kompagni, der havde hovedsæde på Christianshavn og regelmæssig trafik på Canton. Kompagniet afsendte ét, højst to skibe om året. De var mere end et år om at runde kloden og vende hjem igen; ikke desto mindre var ladningerne rigelige nok til at dække efterspørgselen på kinesiske varer i hele Østersøområdet.
Handelskompagnierne var ikke alene en følge af den fremadskridende udvikling af pengeomsætningen, af transportmidlerne og af opdagelserne, men også af dannelsen af et højere borgerskab, hvis medlemmer blev de ledende i selskaberne og særligt i Holland fremragende mænd med store egenskaber. Inden for ret få år dannedes 3 betydningsfulde handelskompagnier: den 31. december 1599 gav dronning Elisabeth af England greven af Cumberland og hans associés ret til at danne det første engelsk-ostindiske kompagni, i 1602 dannedes det hollandsk-ostindiske kompagni, og endelig i 1603, under Henrik 4., dannedes det fransk-indiske handelskompagni. Disse 3 kompagnier mødte i deres lande de samme store forhåbninger (og den samme mistro). Deres skæbne skulde dog udvikle sig helt uensartet. Det engelske kompagni, der fik det lange navn United company of merchants of England trading to East India, dannedes med en kapital af 70. 000 £, og ved dette selskab grundlagdes det engelske herredømme i Indien. Dronning Elisabeth's efterfølger, Jakob I, uddelte privilegier med rund hånd til sine yndlinge for handelen på ulige oversøiske lande, og hverken han eller hans eftermand tog det så nøje, om tidligere givne monopoler derved krænkedes.
En forskningsoversigt" ( Fortid og Nutid 1979-80; s. 535-569) Arthur G. Hassø: "Den danske Regering og Koffardifarten Nord om Norge i det 16. Aarhundrede" ( Historisk Tidsskrift, 10. række, Bind 2; 1932) Jon Jonsson: "Den danske regering og den islandske monopolhandel, nærmest i det 18. århundrede" ( Historisk Tidsskrift, 6. række, Bind 6; 1895) Henrik Pers: "Christian 4. s merkantilistiske erhvervspolitik ca. 1619-25" ( Historie/Jyske Samlinger, Ny række, Bind 10; 1972) P. Sveistrup: "Det Kongelige Danske octroyerede Vestindiske Handelsselskab 1778—85.
Et handelskompagni er egentlig det samme som et handelsselskab, men man betegner med denne benævnelse særlig de store privilegerede selskaber, som i det 17. og 18. århundrede drev udenlandsk, navnlig oversøisk handel. Baggrund [ redigér | redigér wikikode] De engelske, tyske, franske og nederlandske købmænd, som var kommet til Italien i kommendaernes tid, navnlig i 14. og begyndelsen af det 15. århundrede, var blevet stærkt betaget af den mægtige verdenshandel og følte sig kaldet til at indføre denne ny æra også i deres egne lande. Men de lavsmæssige handelsformer var stærke bolværk mod den italienske handelsrenæssance, og kampen mellem den gamle og den nye handelsmåde ved kapitalselskaber var sikkert blevet endnu langvarigere, hvis ikke opdagelserne af den ny søvej til Indien og af det ny land Amerika havde tvunget handelen ind på at drives af kapitalselskaber, der var stærke nok til at møde konkurrencen med våben i hånd og til at løbe den store risiko ved de lange sejladser over verdenshavene.