Men den kan jo slet ikke dække over alle de sår, han har på sjælen. Oprindeligt læste han filosofi på universitetet, men da hans far døde, overtog han firmaet Stålben Aps, det er noget med stålproteser. Og nu er hans mor blevet sludrende dement. Han gruer for fremtiden, vil nødigt ende på den måde. Måske er der kun selvmordet tilbage. I hvert fald låner han naboens jagtriffel for på Hemingwaysk vis at gøre kål på sin ulykkelige tilværelse. Men han fortryder, datteren skal da ikke skrabe hans kødelige rester ned fra loft og vægge. Så han stikker af til udlandet, på en enkeltbillet, med en lille værktøjskasse, en krog og en boremaskine. Der må da være et anonymt sted, hvor han kan hænge sig. Han flytter ind på Hotel Silence, i en lille, sønderskudt og blodfarvet by i et borgerkrigshærget land. Det kunne meget vel være på Balkan. Og så er han virkelig kommet fra asken til ilden med hensyn til ar. De få overlevende er ganske traumatiserede. "Vi diskuterer ikke, hvem der gjorde hvad, og vi spørger aldrig, hvad den enkelte har været udsat for".
Og så må Jonas jo sande, at det aldrig er for sent at starte på en frisk. Han er flygtningen Fra Island, der genfødes i disse ødelagte omgivelser. Hér kommer hans håndelag med værktøj til sin ret. Hér står man lige og mangler en handyman af hans støbning, og der er meget, der trænger til at blive repareret. Snart kalder man ham for Mister Fix. Og så bliver hans ophold på jorden jo forlænget. 'AR' er en medmenneskelig historie. Den tenderer det klynkende og selvmedlidende, men Auður Ava Ólafsdóttir forsvarer drevent både handlingen og sine personer. Og hun lader Jonas Ebeneser træde i karakter. Det kan godt være, at de alle har ar på krop og sjæl, men derfor kan de jo godt give hinanden hånden. Man skal respektere og hjælpe hinanden med de midler og evner, man nu engang har. Bogdetaljer Oversætter Erik Skyum-Nielsen
I Arnolds første film Red Road (2006) fik et betonbyggeri i Glasgow karakter af en gådefuld labyrint, hvor hovedpersonen Jackie ledte efter sin datters formodede morder. I Fish Tank foldes dette fuldt ud. Filmens handling er hverdagsrealisme, men har samtidig en symbolsk undertekst, som ligger nedenunder dens handlingsplot og understreger tematik og grundlæggende konflikter. Set i denne sammenhæng kommer "monster"-symbolikken til at stå for den konstante konflikt, Mia har med sine omgivelser. Volden lurer konstant og truer hele tiden med at bryde ud. Dette understreges i filmens indledende sekvens på ca. fem minutter, hvori hun både når at tilsvine sin bedste veninde og dennes far, nikke skaller og skændes med sin mor. Senere er hun en hårsbredde fra at blive voldtaget og forvolde et barns død. Samtidig viser billedet, hvor ensom og skrøbelig Mia er. Billedet er fra en scene, hvor hun tilfældigt støder ind i sin mors nye kæreste Connor (Michael Fassbender) uden for hans arbejdsplads. Hun har et sår på foden.
Pigen i mellemgrunden står på tærsklen til noget ukendt – og måske farligt – som forbliver skjult for både hende selv og betragteren. Hun nærmest presses fremad uden mulighed for at vende om. Set uden for sammenhæng skaber denne enkelte frame desuden nogle helt andre genreforventninger. Har man ikke set Fish Tank (2009), forledes man til at tro, at der var tale om en thriller eller gyser, og ikke den britiske tradition for kitchen sink realism, som filmen udspringer af. Fish Tank er en "coming of age"-fortælling om nogle sommeruger, hvor teenageren Mia (Katie Jarvis) udvikler sig fra voldelig ballademager til at tage ansvar for sit liv og rejse væk fra det trøstesløse boligkompleks, hvor hun bor med sin fjendtlige mor. Forstået som en allegori bliver billedet derfor til en mikroudgave af filmens forløb og hovedkarakterens livssituation og udvikling. Billedmageren Andrea Arnold Samtidig viser det, hvor god Andrea Arnold er til at skabe billedkompositioner, hvor hverdagselementer oplades med betydning, uden at det virker påfaldende eller påklistret.
Bog AR Af ( 2018) AR er en dejlig, humanistisk og ganske rørende roman, den går lige i hjertet, i hvert fald i mit. Anmeldelse 06 sep. 18 Hun, Auður Ava Ólafsdottir, har på smukkeste vis allerede slået sit navn fast med romanerne Stiklingen og Svaner bliver ikke skilt. Nu er hun så aktuel igen med 'AR', som oven i købet er nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2018 fra Islands side. Og det er en fin, nærmest minimalistisk, lille roman, enkel og stilfærdig, men den er først og fremmest livsbekræftende og tilsat en god portion humor. Hovedpersonen er Jonas Ebeneser, en 49-årig mand, som er kørt fast i livet. Han er blevet skilt fra sin kone, som han i øvrigt ikke har ligget i med de sidste godt otte år. Og det viser sig oven i købet, at han ikke er far til den pige, han altid har kaldt sin datter. Hun var ellers blevet undfanget, troede han, på fjeldet, tæt på et sovende krater, med et får som bedste vidne. Jonas får en vandlilje, måske er det en åkande, tatoveret på brystet, hen over de usynlige ar ved hjertet.
Andrea Arnolds film Fish Tank blev i 2009 hædret med juryens specialpris i Cannes. Ikke uden grund. Andrea Arnold er et af nyere britisk films største instruktørtalenter, som formår at skabe billedkompositioner, der fortæller historier uden at virke påklistrede, hvilket analysen af en enkelt frame fra Fish Tank viser. Billedet er en total beskæring og næsten farveløst. Det domineres af blå, grå og sort, men med en dybde, der gør, at alle dets elementer fremtræder tydeligt. Opmærksomheden fanges af den ranglede teenagepige i dets midte, der virker meget lille, som hun står dér alene, indrammet af den mørke åbning ind til et rum, betragteren ikke kan se. Bag et metalhegn i baggrunden tårner arbejdslifte sig op mod en overskyet himmel. Det blege lys falder ind bagfra, så pigen, der læner sig let forover, for at se ind, nærmest bliver en silhuet. Tilsammen skaber denne komposition en sammenhæng, der er ladet med spænding. Det kan fortolkes som en allegori: Liftene virker som de truende hoveder på et mangehovedet uhyre, der kun afholdes fra at opsluge skikkelsen i midten af den spinkle forhindring, som hegnet udgør.